Fadel Abdul Ghany er stifter og leder af menneskerettighedsorganisationen Syrian Network for Human Rights.
Siden marts 2025 har Syrien haft en midlertidig forfatningserklæring, som på papiret skulle være broen mellem en diktators krig og demokrati. I praksis har den konstrueret en teknisk og juridisk maskine, der holder al politisk realmagt samlet ét sted.
Hos præsidenten.
Forfatningen giver Syriens midlertidige præsident, Al-Sharaa, beføjelser, der udhuler enhver idé om magtens deling. Han udnævner selv en tredjedel af parlamentets medlemmer og leder samtidig komitéen, der skal udvælge de resterende to tredjedele. Valget i oktober besatte de første mandater – nu venter landet blot på præsidentens udpegninger.
Samtidig har præsidenten eneret til at foreslå forfatningsændringer, kan erklære krig og indføre undtagelsestilstand med godkendelse fra et nationalt sikkerhedsråd, hvis medlemmer han selv udpeger.
Med en så massiv koncentration af magt hos præsidenten er vi meget langt fra en egentlig demokratisk transformation. Magtbalancen tipper markant til fordel for den udøvende magt, og resultatet er en forsamling, der hverken er uafhængig eller har reelle beføjelser.
Problemet forstærkes yderligere af, at forfatningen skærer parlamentets rolle helt ned til at kunne ”stille spørgsmål til ministrene”. Sammen med fraværet af de kontrolværktøjer, der normalt kendetegner demokratiske parlamenter – undersøgelseskommissioner, mistillidsvotum og reel budgetkontrol – bliver parlamentet reduceret til en institution uden gennemslagskraft.
Det vil, mener jeg, føre til lovgivningsmæssig lammelse.
Repræsentation er nøglen til et demokratisk Syrien
Hvis Syrien skal overvinde de strukturelle mangler i overgangsmodellen, må sammensætningen af parlamentet hvile på en langt mere retvisende repræsentation. Helt konkret foreslår jeg en tredelt model, der vægter geografisk repræsentation, faglig repræsentation og bred samfundsrepræsentation.
I dag er rammen for snæver. Den er låst fast i rene geografiske valgkredse. Ved at udvide forankringen kan vi tegne et mere præcist billede af, hvem Syrien faktisk består af – og åbne for reel deltagelse fra hele samfundet.
Den geografiske repræsentation via lokale råd forbliver central. Den forbinder landets egne med det nationale niveau og bringer lokale erfaringer, uligheder og behov direkte ind i lovgivningsprocessen. Den fungerer både som kanal for klager og krav fra provinserne til staten – og som garant for en retfærdig fordeling af genopbygnings- og udviklingsprojekter.
Samtidig må de erfaringer syrere har gennem deres arbejde og faglige tilhørsforhold høres og vægtes. Fagforeninger, erhvervsorganisationer og professionelle sammenslutninger kan tilføre teknisk ekspertise – og binde landets økonomiske liv sammen med lovgivningen. Det giver erhvervssektorerne reel indflydelse i den politiske proces.
Endelig skal repræsentationen åbnes for grupper, der i årtier er blevet marginaliseret. Kvinde- og ungdomsorganisationer skal have faktisk – ikke symbolsk – indflydelse. Kvinder bør udgøre mindst 30 procent af pladserne.
Og unge skal ikke reduceres til at blive omtalt som fremtiden. De skal være en del af nutiden. De tilfører energi, retning og er afgørende for, at en demokratisk kultur kan slå rod hos de kommende generationer.
Et parlament med rygrad
Et levende parlament kræver klare og tydelige rammer for, hvad den kan og må. Den skal kunne føre tilsyn med overgangsregeringen, vedtage love og budgetter, overvåge forfatningsprocessen og sætte linjen for fremtidige valg.
Det forudsætter stærke mekanismer for ansvarlighed: undersøgelseskommissioner, mulighed for konstruktivt mistillidsvotum og krav om parlamentarisk godkendelse af centrale udnævnelser.
Samtidig skal overgangsparlamentets mandat være midlertidigt. En treårig periode – som vi foreslår i Det Syriske Netværk for Menneskerettigheder – vil skabe en klar horisont og forhindre, at det midlertidige bliver permanent.
For de kommende parlamentsmedlemmer må posten være mere end et sæde. Det er et ansvar – et løfte – om at føre Syrien ud af autoritarisme og ind i et demokratisk system. Det kræver valg, hvor mandater fordeles i forhold til den faktiske stemmeandel, gennemsigtige udvælgelsesprocesser og faste kanaler for offentlig dialog, hvor store lovforslag sendes i høring, før de vedtages.
Kun på den måde kan forsamlingen komme til at spejle overgangsfasens håb – og blive fundamentet for et demokrati, der respekterer det syriske folks rettigheder.
