Fadel Abdulghany, der er leder af menneskerettighedsorganisationen Syrian Network for Human Rights, anerkender, at minerne langs grænsen ved Golanhøjderne er farlige, og at det er både legitimt og gavnligt at fjerne dem.
“Men når Israel siger, at det alene handler om minerydning, er det ikke hele sandheden,” tilføjer han.
Den syriske jurist peger blandt andet på, at Israel har afsat omkring 390 millioner kroner til minerydning langs den syriske grænse, som led i et grænseprojekt til en samlet værdi på cirka ti milliarder kroner. Ifølge ham rækker et så omfattende og bekosteligt program ud over, hvad der ville være nødvendigt, hvis formålet alene var at beskytte lokalbefolkningen mod miner.
For Fadel Abdulghany indgår minerydningen i en bredere strategi, der gør det lettere at fastholde og udbygge Israels militære og civile tilstedeværelse.
“Minerydningen foregår parallelt med opførelsen af militærbaser og udvidelse af bosættelser i Golanhøjderne,” siger han. “Og den skaber samtidig en politisk legitim ramme, fordi den klassificeres som en humanitær aktivitet.”
En gradvis annektering
Snigende annektering – eller på engelsk “creeping annexation” – er det begreb, Fadel Abdulghany igen og igen bruger til at beskrive Israels ageren i det sydlige Syrien.
Det er ikke bare et retorisk greb, understreger han, men en juridisk beskrivelse af en proces, hvor en besættelsesmagt skridt for skridt udvider sin kontrol. Hvert enkelt skridt kan i sig selv fremstå begrænset, men tilsammen peger i retning af en gradvis, de facto overtagelse af territorium. Det er netop denne langsomme akkumulering, han ser som kernen i Israels strategi.
“Hvert enkelt element i Israels regionale strategi – en aftale om minerydning her, en fremskudt militærbase dér, en annoncering af nye bosættelser et tredje sted – er designet til at stå isoleret som noget, der ikke er alvorligt nok til at udløse en samlet international reaktion.”
Bekymringen blandt mange syrere er da også, at Israel ikke blot vil blive, men i stilhed søge at annektere de territorier, det nu besætter. På samme måde som Golanhøjderne, som Israel besatte i 1967 og senere annekterede i 1981.
Sasha Al Alou er mere tilbageholdende med at kalde det annektering. Han mener i stedet, at det, der udspiller sig i det sydlige Syrien, snarere er et forsøg på at opretholde et strategisk kontrolleret sikkerhedsrum.
“Jeg mener ikke, at Israels mål er at besætte Syrien eller vælte de nye myndigheder i Damaskus,” siger han. “Snarere er målet at skabe en ny sikkerhedsrealitet i det sydlige Syrien, som forhindrer, at fjendtlige aktører igen får fodfæste, og som giver Israel et betydeligt militært råderum.”
Lammelsen i Damaskus
Hvad end endemålet er for Israel, har dets styrker altså for alvor trukket militærstøvlerne over grænsen og efterladt tydelige aftryk på livet i den syriske grænsezone. Samtidig har Damaskus endnu ikke rykket nævneværdigt på sig for at bremse det. De hundredevis af angreb, som Sasha Al Alous forskerteam har dokumenteret, har ikke udløst et eneste gengældelsesangreb.
“Den syriske regering har slet ikke været i stand til at reagere på Israels nye tilgang,” siger forskeren. “Den overtog magten fra Assad med et udmattet militærapparat, så et militært svar på de israelske indtrængen var reelt umuligt.”
